Nymalt
2017 – 2020
Den Gamle Maltfabrik i Ebeltoft har i næsten to årtier stået i forfald og var truet af nedrivning. Ambitiøse ildsjæle har skabt nyt liv.
Den gamle maltfabrik ligger centralt placeret i Ebeltoft, som et pejlemærke med sin karakteristiske røde bygningsmasse og høje skorsten på kanten mellem byen og vandet. Maltfabrikkens bygninger bærer på fortællingen om byens industrielle periode, der var et socialt og økonomisk omdrejningspunkt med produktion af malt, som sikrede mange mennesker arbejde i den gamle købstad. Vmb Arkitekter er en del af teamet, som har transformeret Maltfabrikkens ikoniske byggeri, og det omkringliggende industrielle kulturmiljø til et nyt samlingspunkt, hvor det initiativrige aktivitetsliv kan leve videre og udvikle sig i de karakterfulde bygninger.
Maltfabrikken skal inspirere i både lokal, national og international skala. Den skal være Ebeltofts og Syddjurs’ bud på, hvordan historiske købstæder kan genskabe sig selv indefra og udgøre moderne centre for kulturel og kreativ aktivitet. Et stykke levende kulturarv, hvor fortidens ambition om international betydning ikke blot er mejslet i de røde teglsten, men ånder i enhver funktion og aktivitet.
Tegnestuen har varetaget restaureringen af maltbygningen og udarbejdet en restaureringsholdning, som skal sikre stedets iboende arkitekturhistoriske værdier både i helheden og detaljen.