BYGHERRE
Realdania By og Byg
2022 – 2023

Marskgården har gennemgået en gennemgribende restaurering og istandsættelse, så den nu kan fungere som en moderne bolig med stemningsfuld B&B.

Nørre Sødam er en firlænget nordslesvigsk varftgård, beliggende få kilometer syd-vest for Møgeltønder. Gårdens historie kan følges tilbage til senmiddelalderen, hvor varftet blev bygget for at sikre gården mod oversvømmelse i det lave land. Den nuværende gård er opført i  egnens storhedstid i 1764, hvor studedrift sikrede gode indtægter til bønderne i hertugdømmet. Der der dog genanvendt stolper og bjælker fra en ældre bygning, der er dateret til 1554.

Den firlængede gård er fredet og er meget engskarakteristisk. Alle længer er opført i grundmur af røde tegl med en supplerende bærende stolpekonstruktion bagved, hvis en stormflod skulle vælte murene. Denne er dog ikke fuldt tilstede i boligen længere. Mod sydvest ligger boligen, mod sydøst ligger staldene og mod nord findes den store imponerende lade, der følger de samme principper som haubarkerne.

Tegnestuen har bistået med ad hoc rådgivning på projektet. Herunder skitsering, delvis byggeledelse og detailtegninger. Gårdens sydlige stald var tidligere ombygget til B&B og denne funktion skulle udbygges for at forbedre driftsmulighederne.

Istandsættelsesarbejderne har omfattet delvis understøbning, udskiftning og reparation af tagværk, nyt stråtag, udskiftning af gipsvægge og forbedring af boligens komfort. Hertil er tidligere ombygninger blevet ført tilbage, så gården nu står mere oprindelig i sit udtryk.

Gården er nu lejet ud og drives som B&B.
Fotos: Helene Høyer Mikkelsen

VMB