BYGHERRE
Foreningen Ørslev Kloster
2015 – 2023
Ørslev Kloster Arbejdsrefugium har fået nyt liv efter en gennemgribende istandsættelse og flere små tilbygninger.
Ørslev Kloster er et enestående anlæg. Det er Danmarks og Nordens bedst bevarede middelalderlige nonnekloster. Ørslev Kloster er også et af nordens ældste og mest kendte arbejdsrefugier, og fremstår med en helt enestående atmosfære. Bag de tykke mure har journalister, forfattere, musikere, erhvervsfolk, universitetsansatte, studerende, kunstnere, teaterfolk – alle med et arbejdsprojekt – siden 1969 kunnet finde ro til at fordybe sig i en opgave. Refugiet drives af Foreningen Ørslev Kloster.
Takket været gavmilde donationer fra en række fonde og foreninger har det været muligt at gennemføre en gennemgribende istandsættelse af hovedbygningen, som har været tiltrængt i mange år. De omfattende arbejder er gennemført med respekt for stemningen i huset og med ildhu for længst mulig levetid.
Projektet har omfattet restaurering og nyindretning af hovedbygningen samt restaurering, nyindretning og tilbygning til portnerboligen. Desuden er der opført ny bygning til erstatning for det tidligere gartnerhus, som til værksted og formidlingsrum, et materielhus og en eremitagebygning.
I haven vest for hovedbygningen er der opført en eremitagebygning med orangeri og atelier, som tillader gæster at arbejde uforstyrret og afsondret. Efterfølgende bliver et haveprojekt gennemført for at oprette kvaliteterne i det enestående kulturlandskab.
Projektets sigte var at aktivere og styrke det historiske klosteranlæg samt sikre stedets enestående funktion, historie og atmosfære. Byggeriet er således resultatet af en gennemarbejdet forretningsplan og strategi, hvis hovedformål er, at Ørslev Kloster forbliver en vigtig del af den nationale kulturarv og en væsentlig del af en regional ressource, samtidig med at de velvalgte tilbygninger giver et større forretningsgrundlag.
Der er således arbejdet med at styrke intimiteten på stedet samtidig med at bygningerne er udvidet og der er lavet flere uderum.
Fotos: Helene Høyer Mikkelsen og VMB Arkitekter A/S